Ældrepleje med ansvar og nærvær
Hjælpen skal være tæt på, og den skal være til at få fat på.

I Lokallisten Roskilde vil vi skabe en hjemmepleje, hvor borgeren oplever tryghed, kontinuitet og nærvær. Hjælpen skal ikke styres af systemet – den skal tage udgangspunkt i mennesket.
Vi foreslår, at hjemmeplejen organiseres i selvstyrende teams, som har ansvaret for borgerne i deres lokalområde. Det betyder, at man møder de samme medarbejdere, som kender én og ens behov. Teamet planlægger selv arbejdet og kan handle hurtigt, hvis der sker ændringer. Det giver fleksibilitet og ro – både for medarbejdere og borgere.
Hver borger får en fast social- og sundhedsassistent som kontaktperson, der følger én i hverdagen og sørger for, at hjælpen fungerer. Hvis der er brug for små justeringer, skal kontaktpersonen have ret til straksvisitation, så hjælpen kan tilpasses med det samme – uden ventetid og bureaukrati.
Hvis der mangler personale, træder et internt vikarkorps til. De bruges dér, hvor behovet opstår, så ingen står uden hjælp. Det skal være let at få kontakt til hjælpen, så der skal kun være ét telefonnummer til den udkørende hjemmepleje.
Med denne model frigør vi tid og ressourcer. Når medarbejderne får mere ansvar tæt på borgeren, skal færre sidde bag skærmen – og flere kan være ude, hvor hjælpen virkelig gør en forskel.
Lokallisten Roskilde ønsker en ældrepleje, hvor tillid erstatter kontrol, og hvor fagligheden og menneskeligheden er i centrum. En hjemmepleje, der fungerer – for dem, det hele handler om.