Bedre svømmefaciliteter til flere
Vi har brug for bedre svømmefaciliteter i Roskilde Kommune

I Roskilde Kommune er efterspørgslen på svømmetider vokset markant - og det gælder både for svømmeklubber, skoler, pensionister, børn og familier. Der er ganske enkelt alt for få tider til rådighed, og det skaber store udfordringer for foreningslivet, for skolernes undervisning, og for de mange borgere, der gerne vil bruge svømmehallerne til motion, familietid og sundhedsfremme.
Samtidig er flere af vores eksisterende anlæg i dårlig stand. Jyllinge Svømmehal, Sct. Jørgens Badet og Maglegårdsbadet - alle tre faciliteter er nedslidte og har brug for omfattende renovering.
Det er vigtigt at understrege, at erfaringer fra lignende renoveringsprojekter viser, at det sjældent kan betale sig at investere store summer i ældre bygninger. Det har vi også selv erfaret - hvem husker ikke, hvordan renoveringen af Roskilde Badet sprængte alle rammer, både økonomiske og tidsmæssige. Med andre ord, det bliver meget dyrt og utrolig tidskrævende at renovere.
Derfor mener Lokallisten Roskilde, at vi i stedet bør satse på at bygge en ny, moderne svømmehal. En svømmehal, der både kan rumme den stigende efterspørgsel og tilbyde tidssvarende forhold for både foreninger, undervisning og offentlig brug. Det er en løsning, der kan fremtidssikre kapaciteten og forbedre kvaliteten - til gavn for hele kommunen.
Men det skal gøres med omtanke. Placeringen af en ny svømmehal skal besluttes efter grundige overvejelser og bred inddragelse af borgere, fagfolk og foreninger. Det handler ikke blot om, hvor bygningen skal stå, men om hvordan vi bedst sikrer tilgængelighed, sammenhæng med øvrige idrætsaktiviteter og maksimal værdi for flest muligt.
Det er vigtigt for alle borgere i Roskilde Kommune - både i syd og nord - at have let adgang til gode idrætsfaciliteter - det gælder sportshaller, og det gælder svømmehaller.
Det er også afgørende, at en ny svømmehal tænkes ind i det samlede kommunale budget. Vi skal prioritere ansvarligt - men vi må heller ikke lade stå til. Vi skal huske, at der allerede er meget aktuelle behov for flere svømmefaciliteter, og for enten nybygning eller renovering af eksisterende faciliteter.
Lokallisten Roskilde arbejder for konkrete, realistiske og fremtidssikrede løsninger. En ny svømmehal er ikke bare et byggeri - det er en investering i folkesundhed, sammenhængskraft og livskvalitet.