Tale til budget 2026

21-10-2025

Her er den tale som Trine Borre fremførte i forbindelse med byrådsbehandlingen af budget 2026. Lokallisten Roskilde stod uden for budgetforligskredsen, og det begrunder vi her. 

Når man ser på årets budgetforlig, så er det svært ikke at tænke på ordet kludetæppe.

Et skævt kludetæppe af symbolpolitik – syet sammen med løse sting og uden et egentligt mønster.

Nogen fik nogle meget dyre menstruationsdispenser-skabe, nogen fik lidt ekstra penge til skovrejsning.

Nogen fik forlænget et sommerforsøg, nogen fik vidst bare vist, at de kunne indgå i et forlig –

og borgmesteren fik… sit budget på plads.

Alle fik lidt – men ingen fik nok til reelle forbedringer - overhovedet.

Fordi det her budget mangler noget helt grundlæggende:

Ambition. Retning. Og ikke mindst: Løsninger på de reelle udfordringer, vi står med – især på vores velfærdsområde Børn og unge

Et budget uden retning

Vi står i Roskilde Kommune midt i nogle af de største udfordringer, vi har set på børneområdet i mange år.

Fra børnehaver til skoler – hvor fravær hos både børn og voksne slår rekorder.

Med mistrivsel og manglende hænder – og en personaleomsætningshastighed der er tocifret og starter med 3….

Og hvad blev løsningen? En halvkvædet vise. Et hullet tæppe.

Ja, der er måske lidt ekstra penge til skolerne i år ét – og det er selvfølgelig positivt – men i Lokallisten Roskilde har vi endnu til gode at se komplekse og massive problemer løst og gevinster klar til at blive høstet på et enkelt år. Hvem tør sige højt, at kejseren ikke har noget tøj på?

Det tør vi godt i Lokallisten Roskilde.

Det kræver stærk styring, kontinuerlig evaluering og nødvendige tilpasninger, vedholdenhed, et kæmpe ledelsesmæssigt fokus og flere års målrettet indsats at få en pram til at blive et moderne containerskib – fyldt med lasten til fremtiden.

Det ser vi desværre ikke i det budget, der ligger på bordet nu.

Og hvad nytter det at tilføre midler uden en plan for, hvordan de bruges klogt og langsigtet?

Det risikerer at blive gode penge kastet efter dårlige projekter.

Og det gør ondt, både når det handler om vores børn, men så sandelig også vores ældre og alle dem, som er afhængige af en stærk kommunal indsats.

Løfterne - der altid er til næste år

Allerede nu – inden blækket på budgetaftalen overhovedet er tørt –

hører vi det klassiske løfte: "Til næste år gør vi det nødvendige. Til næste år løser vi problemerne."

Hos Lokallisten Roskilde spørger vi ganske enkelt:

Hvorfor vente?

Hvad i alverden skulle ændre sig til næste år – ud over sammensætningen af byrådet?

Når vi alle ved, at Skole-og børneområdet kræver en massiv økonomisk indsprøjtning, så er det da nu, vi skal handle.

Ikke næste år, ikke efter valget, men nu.

Forligstekstens egne ord

I forligsteksten står der ellers meget rigtigt:

"Roskilde Kommune står overfor store forandringer, hvor velfærden kommer under pres i fremtiden.

Kommunen får flere børn og ældre med behov for pleje og omsorg, flere borgere oplever ensomhed og mistrivsel,

og flere lever med handicap eller psykiske udfordringer, som kræver særlige løsninger.

Samtidig må vi forvente en stigende mangel på arbejdskraft.

Det kalder på nytænkning, innovation og velfærdsopgaver, som løses på nye måder."

Det er flotte ord.

Men ordene er tomme, hvis man samtidig laver et budget, der mest af alt minder om at hælde vand i spande med huller.

Fremtiden er ikke "senere" – fremtiden er nu.

Budgetproblemer mellem 1. og 2. behandling

Et konkret eksempel på, hvor kludetæppet og manglende retning viser sig, er busbestillingen.

Mellem 1. og 2. behandling af budgettet er dette pludselig blevet til budgetstof,

og forligspartierne kunne ikke engang blive enige om, hvordan de 2 millioner i Klima- og Miljøudvalget skulle disponeres.

Det ser desværre sort ud for Ungebyrådets buslinje mellem Gadstrup og Viby,

for der er åbenbart andre ruter, der vurderes som vigtigere.

Og hvis de ikke engang kan enes om at bruge 2 millioner til busplanlægning, hvad skal vi så tro, der sker, når der skal træffes beslutninger om store forandringer på skoleområdet?

De sårbare børn glemmes

Et andet eksempel er Sønderlundsvejens Idrætsforening.

De gør et enestående stykke arbejde for nogle af vores mest sårbare børn – børn, der ikke altid passer ind i de almindelige rammer.

Gennemarbejdet indsats, som dokumenterbart gør en kæmpe forskel.

Budgetforliget har selv fundet dele af pengene, og tak for det, men det løser ikke det bagvedliggende problem – en total mangel på idrætsfællesskaber for de børn der ikke kan deltage på almindelige vilkår.

Hos Lokallisten Roskilde ville vi sikre hele det ønskede beløb og samtidig gøre bevillingen permanent for at give ro til at udvikle tilbuddet. For der skal være fællesskaber til alle, også dem der har brug for massiv støtte i hele deres liv.

Fællesskaber, og særligt idrætsfællesskaber er også sundhed. Og i Lokallisten Roskilde mener vi, at sundhed er for alle.

Når man vil give alle lidt, mister man helheden

Man kan ikke få alt – det gælder i livet, og det gælder i politik.

Men når man alligevel forsøger at give lidt til alle, fra A til Z –

eller i dette tilfælde fra Ø til C –

så ender man med et uhomogent resultat, hvor enkeltelementer stikker ud, men helheden mangler og det er svært at se borgernes perspektiv – fordi borgere har brug for sammenhængende indsatser, og ikke fragmenteret fægtning.

Hvad Lokallisten Roskilde ville gøre

Hos Lokallisten Roskilde har vi et andet udgangspunkt.

Vi mener, at retning og ansvar hænger sammen.

Man kan ikke kalde sig ansvarlig, hvis man undlader at prioritere.

I vores budget har vi afsat ekstra midler til både daginstitutioner og skoler – ikke kun i år ét, men i alle årene.

For børnene, og personalet, har brug for stabilitet, ikke stop-go økonomi.

Vi har fuldt ud prioriteret Sønderlundsvejens Idrætsforening,

fordi vi ved, hvor meget de betyder for børn, der kæmper med trivsel og fællesskab.

Vi tror på, at stabil velfærd skabes via langsigtet planlægning, et konstant fokus på målopfyldelse og indsatsevalueringer, og ikke gennem små, symbolske bevillinger der har karakter af selviscenesættelse.

Fremtiden kræver mere end festtaler

Vi deler helt forligstekstens analyse af, at velfærden er under pres,

at vi får flere børn, flere ældre, flere med psykiske udfordringer og stigende mangel på hænder.

Men når man selv skriver, at det kalder på nytænkning og innovation –

så bør man også turde tage de nødvendige skridt.

Det her budget gør præcis det modsatte:

Det udsætter, udvander og udskyder.

Og vi står tilbage med et dokument, der mere handler om hvem der kunne blive enige med hvem,

end om hvad der er bedst for borgerne Roskilde Kommune.

Afslutning

Lokallisten Roskilde kunne have ønsket sig et andet budget.

Et budget, der tager børnene alvorligt,

der sikrer vores institutioner stabilitet,

der støtter de frivillige kræfter,

og som giver Roskilde en klar retning.

Men det budget ligger desværre ikke på bordet i dag.

Så vi stemmer imod – ikke fordi vi vil stå udenfor,

men fordi vi står fast.

Fast på, at retning betyder noget.

Fast på, at ansvar er andet end at klatte penge ud i alle retninger.

Og fast på, at fremtiden ikke skabes af ord – men af handling.