Har borgerlige partier ikke noget hjerte?
Lokallisten Roskilde har naturligvis både hjerte og hjerne

Når man lytter til debatten i Roskilde, kan man næsten få indtryk af, at rød blok har eneret på velfærd og omsorg. Som om det kun er den røde side, der bekymrer sig om børn, ældre og fællesskaber.
Men jeg mener faktisk, at borgerlig ansvarlighed netop handler om at passe på mennesker – og på pengene. For uden en sund økonomi kan vi ikke levere en stærk velfærd. Og uden tillid til medarbejderne mister vi den menneskelighed, velfærden skal bygge på.
I Lokallisten Roskilde tror vi på frisættelse. At daginstitutioner, skoler og plejehjem kender virkeligheden bedre end et Excel-ark. At faglighed, tillid og lokal handlekraft giver bedre resultater end regler og kontrol.
Efter mange år med styring fra rød blok trænger Roskilde til at turde tænke nyt. Vi skal væk fra detailstyring og skemaer - og i stedet skabe plads til initiativ, trivsel og faglig stolthed.
Vi kan sagtens have både hjerte og hoved med. Det er ikke enten varme hænder eller ansvarlig økonomi - det er begge dele. Og det kræver mod til at lede på en ny måde, med tillid som udgangspunkt.
Det er den retning, vi i Lokallisten Roskilde arbejder for - et Roskilde med både hjerte, ansvar og nytænkning.